Marie anbefaler: Vrageren
Det er ikke nogen hemmelighed, at Marie har en kæmpe svaghed for den norske forfatter Lars Saabye Christensen, bl.a. hans store 4-binds værk ’Byens spor’ er blandt hendes absolutte favoritter i de senere år. Og i september udkom så forfatterens nyeste roman på dansk: Vrageren.
Af Marie Wildt
En labyrintisk ordeksplosion ladet med tør humor, valg, sorg, skyld og ulykkelighed. Vi træder ad Lars Saabye Christensen gamle stier i Oslos vestkant i 1960’erne: Læseren rejser frem og tilbage i tiden sammen med fortælleren Bendik Ries, som ønsker at skrive biografien om den dreng og sidenhen voksne mand, som blev forfatteren Jørgen Riber. Bendik er betragteren, Jørgen er hans emne, en mærkeligt ensom dreng som ved skæbnens vildveje får en ven i Carl – et skæbnesvangert venskab – som både udfordrer og besnærer Jørgen på tærsklen til ungdommen. Og Benedik, vores fortæller, var der også den dag i Friluftsbadet, da alle holdt vejret.
Langsom fremdrift
Vrageren er en roman som tager sig god tid, der er fremdrift, men ikke noget hastværk på de 716 sider. Fortælleren Benedik dvæler ved detaljer, ja kredser nærmest vedvarende om de store og små ting der udgjorde hovedpersonens liv. Der er noget med en grøn kuffert med et forsvundet manuskript, som Benedik – antikvitetshandleren, systematikeren og kongen af lyssky forretninger – har fået fingre i, og som sætter ham i gang med detektivarbejdet om de mange blinde punkter i Jørgen Ribes liv og færden.
Ulykkelighed
Centralt i fortællingen står de indledende faser i venskabet mellem Jørgen og den nye nabodreng fra opgangen, Carl. Det er mystisk, hvad de betyder for hinanden, de to 14-15-årige drenge. Det første møde er sælsomt og påtvunget. Og senere bliver det en mærkelig, indædt tvekamp med Carl som den styrende kraft. Har to ulykkelige drenge fundet hinanden?
Jørgen Ribe er vokset op i en beskeden og borgerlig familie med stramme regler for hvad man siger og ikke siger. Moderen sætter reglerne i hjemmet, og faderen arbejder på en bananmodneri og sysler i fritiden med modelbyggeri i familiens loftrum. Særligt arbejdet med den evigt ufærdige tændstikæskestore model af kongeslottet fylder i børn og voksnes bevidsthed.
Man fornemmer at Carl og hans mor og søster er havnet i opgangen efter forældrenes skilsmisse, og hele deres tilflyttende anderledeshed fylder i Jørgens tankeverden – og i nabolagets sladder. Ulykken indtræffer – og Jørgen Ribe må videre med sit liv.
Romanens grundtone er sorgfuld - med et strejf af tør humør
Bogens komposition er kompleks, vi kastes frem og tilbage i hovedpersoners liv, og som en drillende detalje fra Lars Saabye Christensen mødes man af FORORDET på s. 271. Altså ikke forfatterens forord, men Benedik Ries’ forord. Men hold ud, kære læser, og hold tungen lige i munden undervejs.
Jeg læste romanen i efteråret, i en periode hvor jeg egentlig ikke havde ro til en så kompleks og lang roman, men nu ved en gennembladring og læsning af centrale passager forstår jeg, hvorfor jeg hang ved fortællingen. Sætningerne, sætningerne – de er fantastiske!
På mange måder er Vrageren også en bog om at skrive, men det vil jeg ikke fortabe mig i her ...
Hvad er en vrager?
Slår man "vrager" op i ordbogen, betyder det: (a)person, især tjenestemand i vragervæsenet, hvis erhverv er at vrage visse næringsmidler, f.eks. klipfiskvrager, sildevrager; (b) person som vrager, forsmår. Og på Jørgens fars bananmodningsfabrik er en særligt betroet medarbejder ansat som vrager.
| Anbefalet af bibliotekar Marie Wildt |
