Den svære ungdom
I løbet af de seneste par år er der udkommet virkelig mange gode bøger til teenagere, og der er flere og flere i den aldersgruppe, som finder boganbefalinger på TikTok og andre sociale medier. Vi har hevet et par af de bedste nye bøger frem, som er vidt forskellige, men som alle handler om det at være ung og alle de følelser og forventninger, som kan presse sig på i teenageårene.
’Det år sjæle slår smut’ af Jesper Wung-Sung
Hvis der er noget, som interesserer Jonathan i denne bog, så er det fodbold. Absolut ingen tvivl dér. Han har spillet lige siden han kunne gå (først i Skibet Idrætsforening, dernæst i VB), og han er godt på vej til at skulle tilbringe et år på en idrætsefterskole. Men til en kamp brækker han benet. Heldigvis er der en ledig plads på den kreative Ruvinge Efterskole til han kan komme ovenpå igen, og her lærer Jonathan både nye mennesker at kende, men også nye sider af sig selv, nu hvor han ikke kan tilbringe hvert et øjeblik på fodboldbanen. En virkelig vigtig bog om det at finde ud af, hvem man er, og at selvom vejen ikke er snorlige, så kan det hele godt lykkes alligevel.
’Heartstopper’ af Alice Oseman
Måske kender du allerede historien om Charlie og Nick? Da Charlie kommer tilbage til skole efter en juleferie, er eleverne kommet i nye klasser, og her møder han Nick, som er lidt ældre, men de klikker med det samme. Langsomt begynder de også at ses udenfor skolen og skrive sammen. Det er dog lidt kompliceret, for Charlie kom ud som homoseksuel året inden, og han ved ikke helt, om hans følelser for Nick nogensinde kan blive gengældt.
Sidste år kom filmatiseringen af graphic novel-serien om Charlie og Nick på Netflix, og på biblioteket kan du både låne de graphic novels på dansk og engelsk samt et par novellas om Charlie, Nick og deres venner.
’Au Pair’ af Kim Fupz Aakeson og Sanne Munk Jensen
"Er du en frisk, ansvarsfuld og effektiv pige, gerne fra Jylland, så har vi et stort hjem, to dejlige børn, en rar hund og en travl hverdag."
Efter tre år på gymnasiet er 18-årige Irene fra Ribe ikke helt sikker på, hvilken vej hun skal gå, så da hendes veninde sender hende et opslag fra en familie i Hellerup, som mangler en ung dansk au pair, giver hun det en chance. Familien består af det succesrige forældrepar Mie og Thor, teenageren Ludvig og børnehavebarnet Kastanje, som har lidt sproglige problemer, efter at de har haft au pairs fra udlandet. Det er lidt en anden tilværelse end Irene er vant til, men hun møder hurtigt nye mennesker, og alt tegner godt udefra. Men under overfladen er der hemmeligheder, og måske er tilværelsen ikke så lykkelig, som den ser ud til.
[Oprindeligt skrevet af Vejle Bibliotekerne]