Maries Top-5 i 2020

Selv om vi på biblioteket er tæt på alle de nye bøger hele tiden, så skal vi også stå tidligt op og reservere i en fart, hvis vi vil nå at læse de allernyeste bøger inden de ikke længere er så nye. Og der kommer jo også så mange fantastiske bøger hele tiden, at man i virkeligheden heller ikke kan nå det. Så i denne skitse over mine top-5 læseoplevelser fra 2020, ja, der er også både ældre og deciderede gamle titler. Men det er romaner som gjorde stort indtryk på mig i løbet af 2020.

Tokarczuk, Olga: Kør din plov over de dødes knogler (2012)

Absurd og underspillet

Sammen med nogle af mine kolleger taler jeg engang i mellem om at lave en udstilling med bøger med mærkelige eller særligt smukke titler. Denne roman af den polske Nobelprisvinder Olga Tokarczuk må absolut komme med på den udstilling – ”Kør din plov over de dødes knogler”. Så bliver det vist ikke meget mere mystisk. 

Jeg blev (selvfølgelig) opmærksom på Tokarczuk, da hun fik Nobelprisen i 2018, og tænkte, at hende må jeg da hellere læse noget af ved lejlighed og det blev så i 2020. ”Kør din plov over de dødes knogler” foregår langt ude på landet, eller rettere i en mindre by og i oplandet tæt på grænsen til Tjekkiet. Her bor - i et affolket sommerhusområde - den noget excentriske, ældre kvinde Janina, og det er hende, der er bogens (tragiske) heltinde. Janina lever meget isoleret og i nær kontakt med den omkringliggende natur – især de vilde dyr er hun meget optaget af. 

Fortællingens motor er en række voldsomme dødsfald, der for de flestes vedkommende viser sig at være overlagt mord. Det hele bliver mere og mere mystisk faktisk. Janina mener efterhånden at regne ud, at det er dyr, der begår drabene! De vil simpelthen hævne sig på de folk, der skyder, jager eller mishandler dem. 

'Kør din plov over de dødes knogler’ er ikke en krimi, men en roman med mordgåder. Det er en skæv roman med en crazy, underspillet form for humor, og bogen bringer os ind i det polske samfund, som i hvert fald jeg ikke har besøgt endnu.

Kosović, Birgithe: Den inderste fare (2016 og 2018)

Da ’alle andre’ havde læst denne bog, og da forfatteren havde modtaget Politikens Litteraturpris for den, lånte jeg for et år siden første bind af Birgithe Kosovics romanbiografi om udenrigs- og statsminister Eric Scavenius. Og jeg blev hvirvlet ind i en af de måske mest dramatiske perioder af nyere danmarkshistorie, samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig. 

Eric Scavenius er den altdominerende fortællerstemme, og vi kommer endda meget tæt på både mennesket og den offentlige person. En væsentlig detalje i den sammenhæng er, at vi rent historisk ved, at Scavenius brændte sit eget arkiv inden sin død i 1962, og forfatteren har derfor måtte ty til andre kilder, men også været fri til selv at fabulere over privatpersonen Scavenius’ indre liv. Kosović tilsætter en god del varmt blod til fortællingen, som kører i 2 spor – det ene som bringer os ind i den politiske og strategiske rum og det andet som foregår i ’privaten’, hvor Scavenius viser sig at være i sine drifters vold. Nogle (måske især historiske fagfolk) har kritiseret de dele af romanen, som man kunne kalde ’kulørt’, men for mig fungerer vekselvirkningen mellem scenerne med den (meget) kølige politiker og den private Eric, som kører et dobbeltliv med den intellektuelle og politisk begavede kone i privaten og den meget unge, ukomplicerede (?) elskerinde Alice ved siden af. 

Jeg oplevede, at jeg kom tættest på de historiske begivenheder, når man følger Scavenius i møderne med Rigsdagens nimandsudvalg - samarbejdsudvalget. Og jeg forstod Scavenius’ frustrationer, når han raser mod de øvrige ministre og kongen, der i hans optik ikke forstår konsekvenserne af at stå op mod Tyskland. Fascinerende er også de samtaler Scavenius har med repræsentanterne fra den tyske besættelsesmagt inkl. selveste Adolf Hitler. Vi ved ikke om disse samtaler har foregået sådan, men det virker troværdigt. Scavenius’ underspillede advarsler til sin jødiske ven – flygt dog mens tid er – er også bevægende læsning.
 

Plambeck, Dy: Til min søster (2019)

På baggrund af foromtalen af romanen om de 2 søstre Aya og Andreas løsslupne liv i skyggen af vold og med moderskabet som et centralt tema var jeg egentlig ikke fristet til at læse ’Til min søster’. Men så en dag sidst i marts på en af mine ’eftermiddagscoronagåture’ gav jeg lydbogen en chance. (Lydbogen er endda indlæst af forfatteren selv).

Den ret korte roman har mange lag, men for mig var den indledende, virkelighedsnære og utroligt detaljerede fortælling om Ayas graviditet, fødsel og ophold på barselshotellet både et sanseabonnement og en øjenåbner. Ingen fødselsglamour her. Men også dynamikken mellem de 2 meget forskellige søstre giver handlingen både kant og dybde. Den snigende voldsspiral som søsteren Andrea og dermed også Aya er involveret i er gribende. 

Romanen er både blid og brutal.

Tolstoj, Lev: Anna Karenina (1876)

De store russiske klassikere, er de overhovedet til at læse næste 150 år efter de blev skrevet? Efter at have lyttet mig igennem de 34 timer (dvs. over 1000 sider) lange lydbog i forsommeren, så må jeg bare sige, JA!

Scenen er sat: En smuk, rigt gift kvinde i kejsertidens Rusland kommer ud i store konflikter, da hun forelsker sig lidenskabeligt i en anden mand. Det kan lyde banalt. Men bogen går væsentligt dybere og den egentlige historie er vel kvindens stilling i 1800-tallets Rusland. Mænds sidespring bliver accepteret, hvorimod kvinden modtager samfundets fordømmelse, hvis hun træder forkert. Hovedpersonen Anna er en dybt tragisk figur, men hun er også en kvinde, der bryder ud af de forventede roller som hengiven hustru, mor og værtinde i de bedste kredse.

Bogen har mange fortællestemmer, og det er noget af det, som gør den ekstraordinær for mig. Det lykkes Tolstoj at gøre mig interesseret i fx den adelige jordbrugers livtag med høhøsten i ren fysisk forstand og man bliver ægte optaget af jordbrugerens mange overvejelser om modernisering af landbruget. Fedt.

En virkelig god oplæser (Karsten Pharao) gjorde også sit til at få historien til at fænge, men jeg er sikker på at den ret nye danske oversættelse også er yderst læseværdig.

Mann, Thomas: Buddenbrooks – en families forfald (1901)

For ca. 25 år udkom der en ny udgave af ’Huset Buddenbrooks’, som jeg fik i gave. Og læste med begejstring. Jeg tror, at jeg læste lidt for stærkt dengang, for udover, at jeg husker historien som god, så havde jeg egentlig ikke mange erindringer om handlingen. Men i september downloadede jeg lydbogen til min telefon, og det føltes virkelig forkælet at få læst sådan et mesterværk højt!

’Buddenbrooks – en families forfald’, som titlen hedder i den nyeste oversættelse, er en fantastisk roman. Man kunne sagtens kalde den en slægtsroman, men den er så meget mere end blot en traditionel historie om en Lübeck-families storhed og fald. 

Hovedpersonerne er den yderst stræbsomme Thomas - købmand og politisk engageret i byens ve og vel – og hans kvikke søster Toni (Antonie). Deres indre dialoger, drømme, mål og moral i livet er raffineret beskrevet. 

Som Thomas beskrives på toppen af sin købmandskarriere, med en smuk og musikalsk kvinde ved sin side, bliver man undervejs mere og mere overbevist om, at han er ved bryde sammen af stress. Den direkte vej mod sammenbrud. Hans mange forfængelige ritualer i forhold til personlig pleje og fremtræden er guddommeligt beskrevet og vidner om en forfatter, som i en alder af bare 25 år, har haft et indgående og ekstremt detaljekendskab til borgerskabets vaner, idealer og skjulte hemmeligheder.

Ved denne læsning gjorde Toni stort indtryk på mig – denne begavede unge kvinde, som på grund af tidens normer var bundet til det nydelig hjem og borgerlige kvindesysler. Toni bliver gift med et mærkværdigt parti, den sleske hr. Grünlich, ikke af kærlighed, men fordi familien vurderer, at hans formue supplerer deres egen forretning på bedste vis. Man ved næsten på forhånd, at det ender galt. I forskellige scener undervejs forstår man, at Toni har en grundlæggende lyst til at lære og som læser begræd jeg, at det bare ikke er en mulighed for hende at få en formel uddannelse og indgå aktivt i familiebutikken. 

Arvtageren til Huset Buddenbrook er Thomas’ musikalske vidunderbarn Johan, og det siger næsten sig selv, at han ikke interesserer sig for handel. Av, en families storhed og fald.

BONUSROMAN: Lars Saabye Christensen Byens spor, bind 1-3 (2019)

’Byens spor’ cirkler om den unge musikalske Jesper Kristoffersen i efterkrigstidens Oslo. Man oplever byen og familielivet gennem hans tørt registrerende, men meget følsomme ører og øjne. Han er 7 år ved bogens begyndelse og låner også ordet ud til sine forældre, lillesøster, bedste ven og enkefruen på etagen ovenover. Bind 3 slutter der, hvor Norge siger nej til EF i 1972.

På den ene side det er bare en virkelig god historie og en fantastisk ’som at være dig selv’ beskrivelse af tidsbilledet, miljøerne, relationerne alle karaktererne i mellem. Og så er der sproget og sætningerne – balancen mellem det registrerende, tørre, filosofiske, skæve og skøre. Melankoli og komedie. 

’Byens lys’ er også en historie om musik, om Norge, om kærlighed, om skyld og om valg af mange slags.