Marie anbefaler roman om kunstneren Franciska Clausen, som var på forkant med avantgarden
Agnete Braad: Franciska (2022)
Romanens korte åbning om den hjemvendte, internationalt anerkendte avantgardemaler Franciska Clausen, som står og venter på gæster til sin første danske fernisering i en Bredgadekunsthal, lægger adskillige spor ud. Spor om en kunstner som på trods af sin borgerlige opvækst har både talentet og modet til at rejse ud for at lære og udvikle sig i et udpræget maskulint miljø. Der lægges spor ud om hendes blik og teknik. Spor om (endnu) en kvinde som var forud for sin danske samtid og først blev anerkendt sent. Der kommer INGEN til ferniseringen, og dagen efter dømmer aviskritikerne hende ude.
Agnete Braads roman ’Franciska’ - som foregår 1916-1929 - tager sig tid. Tid til at beskrive det borgerlige miljø den unge kvinde er rundet i, i Åbenrå. Vi tegner med hende, går ture og taler om kunst med hendes manufakturhandlende far og strides med hendes mere konventionelle bror og tøsepjatter med hendes veninde. Bogen dvæler ved pligt og evner og de nære relationer. Samme ro, men højere intensitet præger beskrivelserne af Franciskas studieophold i München og Berlin. Og siden hen årelange ophold i Paris.
Følsomt registrerende, überflittig og på forkant med avantgarden
Franciska Clausen er romanens altdominerende hovedperson, følsomt registrerende, sanselig og überflittig. Rundt om hende beskrives den nære familie som traditionelle og kærlige med et økonomisk overskud til at hjælpe datteren på vej ud i verden. Franciska møder tidligt en karismatisk kunstnerveninde, Florence, som trækker Franciska ind i bohemelivet i Berlin og siden Paris, og som bliver en væsentlig samtalepartner i udforskningen af kunsten. Øvrige karakterer udgøres af et sammensurium af ukendte og særdeles kendte samtidige mandlige kunstnere, hvor Fernand Léger har den største plads, som hendes læremester og elsker i de formative år.
Mange passager er følsomme og giver et fint resumé af 'de sultne' og ambitiøse kunstneres vilkår, men de mange beskrivelser af maleprocesser er lidt tørre og ikke helt vellykkede. Jeg kom lidt til at overveje, om forfatteren har manglet skriftligt kildemateriale. Romanen er naturligt nok også præget af mange fagudtryk og beskrivelser af kunstnerisk metode og kunsthistoriske elementer. Det er tæt på – men også kun tæt på – at være lidt for meget med alle de ’kunstkendisser’ Franciska møder og bliver på fornavn med. Léger, Mondrian, Kandinsky, Picasso etc.
Tidsbilledet
Tidsbilledet, 1916-1929, forekommer at være lige på kornet. Baggrundsrammen spiller en stor rolle og er flettet tæt sammen med Franciskas hverdag. Kunstnerne sulter og køber hellere godt papir end nærende måltider. Tænder falder ud. Det sociale liv leves på cafeer, hvor en portion af den klassiske franske løgsuppe (det billigste på menukortet) er adgangsbillet til varme og vennerne fra kredsen.
'Franciska' lægger sig i sporet af exofiktive romaner fra de seneste år. Fx:
- Kvinde set fra ryggen (om maleren Hammershøis hustru Ida Hammershøi)
- Astas skygge (om skuespilleren Asta Nielsen)
- Kvinden der samlede verden (om videnskabskvinden Marie Hammer)
- Den inderste kerne (om forskeren Inge Lehmann)
- Kriger uden maske (om kunsteren Sonja Ferlov Mancoba)