Marie anbefaler: Pigen med Leica’et
Sørgeligt aktuel er Helena Janeczeks ’Pigen med Leica’et (*), som foregår i mellemkrigstidens Europa blandt unge mennesker med Paris som fælles geografisk holdepunkt. De unge er for de flestes vedkommende politiske flygtninge med jødiske og politisk aktive baggrunde, som har forladt Ungarn, Østrig og Tyskland for at undgå nazistisk forfølgelse. De studerer, lever fra hånden til munden i bl.a. Paris, fester, elsker og er politisk aktive.
Den flerstemmige romans udgangspunkt er et sensationelt fund fra 2007 af tusindvis af negativer og fotos fra den spanske borgerkrig – Robert Capas fotos (of course!), men, viser det sig, også op mod tusinde fotos taget af hans partner og kæreste (on and off), Gerda Taro.
En mosaik – et kollektivt portræt
Tre af Robert Capas og Gerda Taros tætte venner fortæller i selvstændige afsnit historien om Gerda, som i historiens bakspejl viste sig at have udviklet sig til en krigsfotograf på niveau med Capa selv. Hun dør på jobbet, under en tank i den spanske borgerkrig i 1937. Sammen tog de til Spanien for at dokumentere borgerkrigen, men i eftertiden var det Capa, som blev anerkendt, mens Taro som så mange andre kvinder blev reduceret til muse og elskerinde. Jeg læser bl.a. romanen som et ønske om at give hende et navn på linje med de øvrige heroiske krigsfotografer. Et navn og en kunstner i sin egen ret.
En svær, men fascinerende roman
Romanen er på mange måder temmelig svær at læse, men nysgerrigheden på denne frie kvinde, Gerda Taro, polsk-jødisk og opvokset i det bedre borgerskab i Stuttgart, drev mig fremad i læsningen. Taro var uhyre facetteret, lidenskabelig, intellektuel og en fri fugl.
Historien om fotografen Capa og hende selv havde været en helt anden, hvis ikke hun havde mistet livet for det spanske folks kamp mod fascismen. Det står for egen regning, men jeg er sikker på, at hun som et feministisk forbillede i løbet af 1940’erne og 50’erne ville have skabt sig en karriere og ståsted i eget navn. Faktisk lærer man det interessante i romanen, at ’Robert Capa’ var en slags fælles kunstnernavn, som skulle være det cool begreb for deres indlevende måde at fotografere på – et brand som skulle signalere kvalitet og autenticitet, når de solgte billeder til de store internationale aviser og billedbureauer.
Det svære i romanen var for mig bl.a. den utroligt høje detaljeringsgrad, som netop de 3 fortællestemmer medvirker til at skabe, og hele tidsbilledet skildres, så det stiller virkelig store krav til læserens historiske forudsætninger. Særligt afsnittene fortalt af de mandlige venner fjerner fokus fra historien om Gerda, men ender måske så alligevel med også at dokumentere tidsbilledet, hvor mænds fortællinger fyldte mest!
[* Leica er produktnavnet på et ikonisk fotografiapparat lanceret helt tilbage i 1925.]