Marie anbefaler: Nøjsomheden
På vej med Oslofærgen sejler man forbi Helsingør - derinde ligger den næsten majestætiske domkirke, Kronborg knejser på pynten og færgerne sejler, som de altid har gjort frem og tilbage, frem og tilbage mellem Helsingør og Helsingborg. Færgerejsen til Oslo gjorde jeg for ganske nyligt, og under den dejligt langsomme transport sad jeg og læste Stine Askovs nye roman ’Nøjsomheden’, som foregår – selvfølgelig – i Helsingør og Helsingørs opland.
Socialrealistisk roman? Kærlighedshistorie?
Hovedpersonen Mona bor og har hele sit liv boet i det samme kvarter i Helsingør, i et alment boligbyggeri – kaldet Nøjsomheden – som tidstypisk er stemplet med det kedelige begreb ’ghetto’. Familien og den nærmeste kreds er spraglet og belastet– og Monas mor har ikke været så meget ’mor’ for hende, at det gør noget. Hendes far findes, men har ikke haft en rolle i hendes liv. En lille fin observation i begyndelsen af bogen er, at Mona egentlig ikke har savnet en far, men da hun flytter for sig selv, forestiller hun sig, at faderen nok ville have været sådan en, som lige kom hængte en lampe op – og den slags.
Heldigvis for Mona har hendes handlekraftige og farverige moster Tut altid været der for hende – og som læser håber man ved de små barndoms-flashbacks, at myndighederne nok på et tidspunkt fået øje på den forsømte pige, havde det ikke været for mosteren. Tut er der, ligesom hun på sin uortodokse facon også er der for resten af kvarteret, når noget brænder på.
Ved bogens begyndelse er moster Tut blevet indlagt på hospice i Frederiksværk med en terminal kræftdiagnose. Monas holdepunkt, hendes anker og skytsengel er altså dødeligt syg, og beskrivelsen af, hvad Tut betyder for hende er fuld af både kærlighed og angst. Den foretagsomme, emsige, sirlige, realistiske, kulørte Tut er nu en skygge af sig selv, og smuldrer væk fra Mona på bogens 366 sider, men selv på dødslejet kerer mosteren sig om hende, og puster selvtillid ind i den unge pige, som står på tærsklen til sin første, store forelskelse.
Litteraturens betydning
Med moster Tuts opbakning har Mona fået en ’gå til hånde’-stilling i byens boghandel – hun har ikke meget uddannelse bag sig, er droppet ud af produktionsskolen, men Tut har spottet, at pigen er en læsehest af de større, og at arbejdet i en boghandel måske kan være en vej ud af den håbløshed, der ligger snublende lige for hjemme hos den psykisk syge mor. Monas talent som læser er, at hun er ’altædende’ og på en skæv og klog måde forstår at opsummere sin læseoplevelse på en gul post-it-seddel, som eksponeres for kunderne i butikken.
Monas nærmeste kreds forstår ikke hendes besættelse af litteraturen, så meget desto mere oplever hun at blive set og forstået i mødet med den litteraturstuderende Nikolaj, som er kunde i butikken. Hendes første observation af ham er, at åbner bøgerne lige så nænsomt som hun selv.
Nikolaj hører hjemme i det øvre borgerskab i Helsingør og har en referenceramme, som, selv om han er vokset op i samme by, næsten ikke kunne være fjernere fra Monas ’underklassebaggrund’. Romancen opstår parallelt med den überhede sommer og moster Tuts sidste tid på hospice. De støder sig på hinandens miljøer – men måske er det kombinationen af Monas no-nonsens indstilling til livet og Nikolajs træning (på trods af at han er stammer) i at italesætte svære følelser, som gør, at læseren aner et håb for det umage par.
Autentisk og troværdig
Stine Askov beskriver ikke mindst underklassemiljøet til perfektion, men også dialogen og selvfølgelighederne i Nikolajs forældres hjem sidder lige i skabet. Og så har jeg slet ikke nævnt Monas (ærlig talt meget ubehagelige) pusher-fætter Frederik, moderens besættelse af kronprinsesse Mary, Monas første flyrejse, og de mange andre fine detaljer, som gør romanen meget læseværdig, nærmest filmisk.
Læs om Stine Askov på Litteratursiden og på Forfatterweb.
