Marie anbefaler: Fascinerende roman om seismologen Inge Lehmann

Denne bog må have undgået min opmærksom da den udkom sidste år, men dejligt at få fat i en fængende biografisk roman som optakt til påskeferien. 

Lotte Kaa Andersens biografiske roman ’Den inderste kerne’ om Inge Lehmann føjer sig til rækken af såkaldt exofiktive bøger*, der er udkommet i de senere år (Jesper Wung-Sung, Rakel Haslund-Gjerrild, Eva Tind, Malene Ravn mfl.). Forfatteren skriver om virkelige personer og sætter dem ind i en fiktiv, men velresearchet ramme. 

Stjernebegavede kvinder, men bagud på point

Matematikeren og seismologen Inge Lehmann (1888-1993) led til dels samme skæbne som den 20 år yngre zoolog Marie Hammer – stjernebegavelser begge to, men ekstremt bagud på point i forhold til enhver forsker af hankøn. Læs også Maries anbefaling af ’Kvinden der samlede verden’. 

Det naturvidenskabelige miljø i Danmark var en lukket herreklub, så Inge Lehmann måtte, på trods af en egentlig på papiret god stilling som statsgeodæt, forske i sin sommerferie og i årevis være de facto-sekretær for sin overordnede. 

Lammende tavshed

Inge Lehmann udgav sin revolutionerende artikel om P-bølger i 1937. Tesen gik på, at jordens centrum består af to dele. En ydre væskefyldt kerne, og en indre kerne med en højere hastighed. Og det er Lehmanns beskrivelse af den indre kerne, som adskiller sig fra de hidtidige teorier. Modtagelsen af artiklen var stort set lammende tavshed. Først henved 15 år efter begyndte anerkendelsen at komme, og den kom fra udlandet. Hun inviteres på forskerophold i USA som 63-årig og det bliver begyndelsen på en lykkelig tid, hvor hun føler sig ligeværdigt behandlet og i frugtbart samarbejde med kollegerne på Lamont-Doherty Earth Observatory, som er en afdeling under Colombia University i New York.

En interessant betragtning fra en britisk kollega om Lehmanns manglende anerkendelse fremgår på s. 345:

”[…] måske kan man netop i et lille land som Danmark slippe afsted med at se den anden vej, fordi der i mange år kun var ét universitet i landet og ingen konkurrence”.

Både familie og andre kolleger antyder også, at hun har haft sit væsen i mod sig – højt begavet, særligt sensitiv (ville man nok sige i dag), enspænder, stædig, uforsonlig og meget mere. Men hvilken ’nutty professor’ har ikke et eller flere af disse træk, kunne man spørge??

Som fortælling om en overset dansk superstjerne var jeg godt underholdt i romanen, og som ikke-naturvidenskabeligt funderet læser lærte jeg en masse. Litterært blev jeg dog ikke helt så henført eller opslugt, som jeg blev af romanen om Marie Hammer. Mindre kan også gøre det på en sofa i påskeferien med te og chokolade!

[* Exofiktion: Som et modsvar til den indad-skuende autofiktion, vender forfattere blikket udad mod en virkelig person og sætter historien i en fiktiv ramme.]