Marie anbefaler: eviggyldig og påtrængende flygtningefortælling
Marie er blevet begejstret for finske Rosa Liksoms barsk-realistiske form. Hvor 'Oberstinden' (2018) nærmest er rå, er 'Elven' (2023) en hverdags-barsk flygtningefortælling fortalt med en halvstor piges blik.
Rosa Liksom: 'Elven'
En halvstor pige er i de sidste måneder af Laplandskrigen 1944-45 sammen med andre bondebørn på flugt med smågrupper af kvæg. De er på vej mod elven, som alle skal over for at komme i sikkerhed i Sverige. I køernes tempo går vi igennem grøfter og smat. Sulter, tørster og fryser ufatteligt med dem på vej mod flygtningebarakkerne.
Det er en rolig og fængslende fortælling. Vi går skridt for skridt sammen med køer og kalve mod det sted ved elven, hvor dyr og mennesker kan færges over.
Køernes overlevelse vejer tungere end børnenes
Den 13-14-årige pige er et naturbarn, som kender sine dyrs personligheder og sætter deres behov over sine egne. De halvstore børn ved instinktivt, at køerne er det vigtigste for familiens overlevelse, ikke børnene selv. Da bogens fortæller genforenes med sin mor, er det første moderen spørger om da også 'Hvor er kvæget?'
Fortællingens overordnede struktur er flygtningenes rute ud og hjem fortalt med piges øjne. Pigen udvikler sig fra pigebarn til purung kvinde undervejs, hendes drømme og håb lever midt i håbløsheden. I sit møde med 'resursepersoner' i flygtningelejren får hun sået et spinkelt frø; der er andre måder at leve livet på end det hun kommer fra. Hun afviser det, men frøet er sået og næres af ikke mindst af moderens vel nærmest egoistiske beslutninger sidst i bogen.
Det er let at blive indfanget af bogens korte sætninger med meget liv og fortættede naturskildringer. Ved bladring i bogen virker teksten meget tætskrevet, men ved lytning har fortællingen en naturlig ro.
'Elven' er en eviggyldig og påtrængende flygtningefortælling, som jeg anbefaler varmt.
