Marie anbefaler Annie Ernauxs Årene
Hvad betyder det, at oversættelsen af en roman har været 14 år undervejs, når romanen viser sig at være en perle af en helt særlig karakter? På den anden side undrer forsinkelsen mig, for sikken en skam at så fin en bog har været forbeholdt franskkyndige læsere så længe. Eller var det bare først nu, i metoo-tumulten, at der var plads til Annie Ernauxs selvbiografiske roman ’Årene’?
Ernaux (født 1940) skriver om pige- og kvindeliv, begær og skam, kønsroller og klassesamfund, tid og hukommelse og løfter sin egen historie til en fælles, europæisk fortælling. Og det er hvad der i mine øjne gør bogen helt speciel. Selv om vi ikke har ’været der selv’, os der er født en generation eller to senere, så er blikket på den ret nære samtidshistorie meget interessant og vigtigt. Annie Ernaux er katolsk opdraget, men selv om man er dansk og født af en mor fra et ikke-religiøst hjem, så har de overordnede linjer i europæiske kvindeliv 1940-2000 formentlig været ganske ens; opfør dig pænt, få en uddannelse, en mand, et hjem og en familie. Og så evt. en karriere.
De kollektive erfaringer
Romanens synsvinkel er vi og man, fortællerens egne erfaringer bliver kollektive, og dermed gyldige for læserne. Bogen er ikke nostalgisk, snarere indlevende. ’Årene’ lykkes fordi Annie Ernaux har levet et udadvendt liv som gymnasielærer og engageret, reflekteret samfundsborger. Hun har både observeret samfundsudviklingen, og også deltaget i den. Hele ’scenografien’ er meget fransk – for mig personligt er det et rørende krydderi, men kendskab til begivenheder, sangtekster og 1960’ernes franske morgenmadsprodukter er ikke afgørende for et rigt udbytte af romanen. Annie Ernaux lykkes i høj grad med at fastholde sin tid, den tid.
Et genialt træk er at trække læseren med til familiemiddage gennem hele perioden, hvad taler man om, hvad optog de unge, da hun selv var ung, og hvad optager hendes egne børn, da de blev unge.
Ernauxs stemme i #metoo-debatten
Forfattersiden.dk skriver: Da #MeToo-bølgen ramte Frankrig i 2017, støttede Ernaux op om opgøret med magtudnyttelse og mandlig dominans:
”Jeg er helt enig med #MeToo. Der er bestemt overdrivelser, men det vigtige er, at kvinder ikke længere accepterer denne form for opførsel. I Frankrig hører vi så meget om vores forførelseskultur, men det er ikke forførelse, det er mandlig dominans. Misbruget er ikke kun i det seksuelle domæne - det er til stede overalt, også i litteraturen. Kvindelige forfattere fremsættes meget mindre til tv-programmer, hvor der er tre mænd til hver kvinde. Der er denne idé, at en kvinde er romanforfatter og en mand forfatter,” har hun fortalt til den engelske avis The Guardian (Se kilde: Forfatterweb.dk)
Jeg har efter 'Årene' også læst den selvbiografiske 'Pigen fra '58', som er knivskarpt skrevet. En ung pige bliver kvinde på en sommer, fuld af skam er hun, purung og uerfaren. Av.
