Kvindernes kamp
8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag
Det er blevet mere end tydeligt, at det er den mentale kulturarv, der får os til at se kvinder som køn. Som reducerer vores blik på kvinder, så vi ser dem som biologi, sex-væsener eller som mødre. Sjældent som unikke mennesker med egne hjerner, hjerter og hænder. Sådan lyder det fra Birgitte Possing i artiklen: Sprog kan virke som bittesmå dråber arsenik. Hun peger blandt andet på det paradoks, at vi i Danmark brander landet ved at sige, at ligestilling er en dansk kerneværdi. Men vi har ikke ligestilling.
Lige fra demokratiets barndom og til i dag har litteraturen givet nye vinkler på kvindernes kamp for ligestilling, ligeværd og lige muligheder. Possings vigtige udgivelse Argumenter imod kvinder - fra demokratiets barndom til i dag indeholder en blændende analyse af sproget i de historiske og kulturelle mekanismer, der fastholder både mænd og kvinder i et kønsskævt samfund.
Også Rikke Viemose belyser i sit essay Nu taler jeg (reservér nedenfor) de sociale konstruktioner, der begrænser kvinder i vores samfund med en blanding af personlige eksempler og tal. Hver eneste sætning er velovervejet og gennemtænkt. Det er en utroligt velskrevet bog, som fastholder læserens opmærksomhed med sin blanding af den personlige fortælling og journalistens undrende og undersøgende blik.
"Vi drømmer om et sted som er stort og smukt”
Johanne Mygind har skrevet om at være barn af rødstrømpebevægelsen i sin imponerende debutroman Kærlighedens år (reservér nedenfor). Hovedkarakteren Elisabeth er barn af 1970´ernes kollektivisme med en far der var mere eller mindre fraværende og mor der holdt brandtaler om kvindefrigørelse. Moren siger blandt andet: ”Jeg erkender at jeg er barn af min tid og dets idealer. Vi havde en drøm en vild drøm. Vi havde troet, at alt kunne lade sig gøre. Vi havde lavet et hul i historien, og lige pludselig så lukkede hullet igen.”
Et kig til rødstrømpebevægelsen med et nutidigt blik
En lignende undersøgelse ses i Et åbent øjeblik - da mine mødre gjorde noget nyt (reservér nedenfor), hvor Pernille Ipsen dokumenterer en enestående og personlig fortælling om rødstrømpe- og kvindebevægelsen i 1970´erne. I 1971 opstår Femø Kvindelejr for første gang. Det er starten på de syv kvinders fælles fortælling – forfatterens syv mødre. Gennem deres tanker og oplevelser får vi et samlet blik ind i det at være frontløber i bevægelsens kerne. De lever for de samme visioner, men med meget forskellige meninger om, hvordan et nyt kvindeliv skal udleves. Bogens styrke er den reflekterede og flersidige tilgang til tiden og eftertankerne om det åbne øjeblik, da verden var mulig for omvæltninger og nye syn.
Kvindekamp tilsat satirisk kraft
En af kvindefrigørelsens mest omtalte tekster, SCUM Manifest af Valerie Solanas 1967, udkom i ny oversættelse 8. marts 2021 (ikke tilgængelig på Bornholm pt). Teksten er en rasende og kompromisløs udlægning af patriarkatets magtbegær. SCUM Manifest´ pointe demonstreres mest entydigt i sin forkortelse: Society for Cutting Up Men. Hvad skal vi med mænd, når de ene og alene repræsenterer magt og kontrol, som reducerer kvinder til dyr, og som i sin egocentriske adfærd er ude af stand til føle med eller identificere sig med andre? Nej, vel? Solanas foreslår derfor, at vi tilintetgør det mandlige køn! Perspektiver på køn har udfoldet sig i det 21. århundrede til en langt mere nuanceret, mangesidig og kompleks debat. SCUM er satire – og sætter det alvorlige tema på spidsen. Men netop satiren tydeliggør det ubalancerede kønssamfund og peger ind i en glødende debat i 2021.
I flere nye bøger forholder forfattere sig til kvindernes kamp på samfunds-niveau. Et bizart, råt og muligt kvindeopgør findes i Ida Marie Hedes roman Suget - eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer? (reservér nedenfor). I et samfund i den Megalomane landsby styrer systemet den perfide kontrol af de selvidentificerede Females. Den fertile kvindekrop er subjekt, når Hede gør kropslige processer med overflod af væsker og råt begær til et magtredskab. Hede bruger satirens kraft til at tydeliggøre den systematiske nedgørelse. Romanen peger ind i #MeToo-debatten, og fremstår som et velplaceret opråb, hvor køn, skam og krænkelser bliver behandlet med et sarkastisk blik.
(reservér nedenfor)”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det”
Sådan skriver Simone de Beauvoir i Det andet køn fra 1949 (reservér nedenfor). Den står som et hovedværk i kvindefrigørelsens historie, og er udkommet i en nyoversat version i 2019 i forbindelse med 70 året. Beauvoir peger på, at den kulturelle arv fra århundreder under patriarkat er med til at reducere kvinden til mandens ’andet’. Klassikeren er betydningsfuld læsning til både mænd og kvinder, der vil blive klogere på relationen mellem kønnene og de strukturer, der fastholder stereotyperne.