Kvinde set fra ryggen
Igen var Marie heldig og fik lige op til sidste weekend fat i Jesper Wung-Sungs nye roman ’Kvinde set fra ryggen’. Wow!
Forfatteren – som senest har udgivet den meget roste ’En anden gren’ om sin egen, kinesiske oldefar og danske oldemor – fortæller historien om Ida Ilsted, som meget ung blev gift med maleren Vilhelm Hammershøi. En for eftertiden ukendt kvinde, hvis det da ikke lige var, at hun – set fra ryggen – stod model for sin mand på utallige billeder igennem hele deres ægteskab. Københavns måske mest kendte nakke på den tid (1890'erne), oftest med let opsat frisure.
Jesper Wung-Sungs greb er at sætte sig ind i sin kvindelige hovedpersons tanker, en kvinde som omplantes til København fra Stubbekøbing, hvor er en psykisk syg mor og nedslidt købmandsfar er hendes snævre hverdagsramme, bortset fra de breve hendes kunstnerbror sender hjem fra sin mange rejser i den store verden. Broderen præsenterer vennen Vilhelm for søsteren, og dermed er deres skæbne beseglet. Man tænker ikke: ’vanvittig forelskelse’, men en kærlighed, der ulmer og vokser. For Ida en mulighed for at slippe hjemmefra og for Vilhelm en evig fascination af sin ønskemodel eller muse, og måske også et lille usagt opgør med den uhyre dominerende moder, Frederikke Hammershøi. Gisp, sikken en svigermor unge Ida får på nakken.
Parret Hammershøi flytter en del omkring i København på jagt efter de interiører som var Vilhelms primære inspiration. Stille, næsten nøgne stuer, gråtoner, diskrete spil med lyset. Skønt Ida hellere vil bo moderne og nemt. Vi forstår, at Vilhelm Hammershøi lever og ånder gennem sine motiver. Selskabelig udadvendthed, som egentlig er hustruens naturlige element, er et nødvendigt onde for den store maler, men godt for forretningen Hammershøi. For læseren er det spøjst at møde samtidige malere som Willumsen, Krøyer, Slott-Møller mfl. Miljøet er hipt og samtalerne helt givet langt fra ’den almindelige danskers’ på den tid, men Vilhelm Hammershøi har ingen interesse i at være moderne. Han vil male uafhængigt af tidens stil, men han bliver da også efterhånden virkelig anerkendt herhjemme, dog først i udlandet. Naturligvis, fristes man til at skrive.
Modellens hårde arbejde
For mig er romanens vigtigste afsnit dem, hvor man står model sammen med Ida. Hun står i TIMER, man mærker smerten i hendes fødder og skuldre. Jeg bliver lettet på hendes vegne, når der endelig er pause med en kop te. Man følger Idas tanker om hvorvidt hun blot er en del af inventaret for Vilhelm, udskiftelig med en nydelig vase eller suppeterrin. Tanker om hvorfor der ikke blev plads til børn. Tanker om hvor lidt de egentlig taler sammen, selv om de er sammen på fuld tid. Med årene bliver det deres hverdag: Op med det gryende lys og aftensmad, når det skumrer. Det bliver Idas arbejde ’at stå’, som hun lærer at sætte pris på, hvor mærkeligt det end kan forekomme blot at være et instrument for mandens pensler uden egentlig indflydelse på maleriet. Fra de stille, stille stuer. Og man fornemmer en kvinde som faktisk har et videbegær og skarp humor, men som vælger at blive i det (egentlig slidsomme) hverdagsliv med Vilhelm. ”For hun skulle jo ikke noget.”
