Klassikerdagen - Inger Christensen
Ti år efter Inger Christensens død er hendes betydning større end nogensinde. Ud over at hun inspirerer yngre digtere, bliver hun stadig genudgivet og oversat, ligesom der undervises og forskes i forfatterskabet.
'Klassikerdagen' skriver: "Når 'Det' selvstændigt fortjener at blive fejret i 50-året for udgivelsen, er det fordi værket på en særdeles original måde er et værk der markerer et nybrud og bliver ved at afsløre nye sider og kalde på nye læsninger."
Så dyrker de korn på et alter i Chile
For undertegnede, som ikke er den store læser af poesi, er der det helt særlige ved 'Det', at jeg kan adskillige af digtene i Inger Christensens værk fra 1969 udenad - hvorfor det? Jo, til min 14-års fødselsdag fik jeg Pia Raugs lp, hvor hun havde sat musik til en del af digtene fra 'Det'. Og den 14-årige lærte sangene og ordene - det var mystisk og dragende, og gode sange. For andre er det Michael Strunges digte som tegner perioden, men væk mig midt om natten og sig "Så dyrker de korn på et alter i Chile" og jeg fortsætter:
Så hælder de mælk i en gammel kanon.
Så stabler de ved af forgiftede pile.
Så planter de ris på en tabt bastion.
Læs det flotte portræt af Inger Christensen på Litteratursiden og introduktionen på Klassikerdagen.dk.
Find også enkelte titler på eReolen.
/MARIE, Rønne Bibliotek