En bog om sorg og familie
Jeg har været meget optaget af Katrine Marie Guldagers Køge-krønike, en slægtshistorie javist, men mere en undersøgelse af, hvad det vil sige at være 'i familie', og hvordan man kan realisere sig selv inden for familiens rammer. Kan man, tør man? Og om mørke stemninger eller sind, som kan være svær at sætte ord på.
Nu er der en ny titel fra Guldagers hånd:
Det samme og noget helt andet
Lige efter årsskiftet udkom Guldagers seneste roman 'Det samme og noget helt andet', som er autofiktiv - dvs. en historie som læner sig meget op af hendes egen historie. I regibemærkningerne siger forfatteren selv, at romanen er 50% selvbiografisk, 50% fiktion. For mig er det ligegyldigt - jeg har ikke noget specielt behov for, at historien skal være 1:1 virkelighed.
Det som rører mig er ikke mindst forfatterens nærmest terapeutiske beskrivelse af den store sorg, som rammer hende som purung. Hendes far og bedsteveninde døde inden for få uger. Hvad gør ved den unge pige, og hvordan påvirker det familien på begge sider? Der er barske indsigter undervejs, indsigter som fik i hvertfald mig til at reflektere over egne tab. De tab jeg havde som ung pige, og de tab jeg har oplevet som midaldrende. Reflektioner over min egen familie og min rolle i den.
Om man bryder sig om parallelhistorien, næsten en slags logbog over skriveprocessen, tror jeg er en smagssag, men det føjer på en måde flere ekstra lag til historien om den unge forfatters sorg og dannelsesrejse.
Reservationskøen er relativt lang lige nu, men Katrine Marie Guldagers roman er også helt ny og udkom i januar 2021. Bogen er endnu ikke tilgængelig som lydbog.