Læselyst og Læseglæde
På Åvangsskolen ligger skolebiblioteket helt oppe under loftet, så her er ret hyggeligt med de skrå vægge. Her er jeg læringsvejleder (skolebibliotekar). Jeg er også læsevejleder og det er en stor fordel, når jeg skal hjælpe eleverne med at finde bøger, de enten skal lystlæse i, læsetræne i eller bruge til en opgave.
Når de yngste elever kommer herop på biblioteket, viser jeg dem gerne nye billedbøger eller billedbøger om et særligt emne. Jeg læser også ofte højt, og jeg elsker, når børnene bliver revet med af bogens handling.
Især er jeg glad for Kim Fupz Aakesons bøger. De er gode at læse op af og har altid fine illustrationer. Kim Fupz fortæller historier, som giver både børn og voksne noget at tænke over. Det sjove ved en del af hans bøger er, at han vender tingene helt på hovedet. Fx i ”Mie og Jonas får voksne”, hvor to børn synes de mangler nogle voksne og henter dem på Voksenkontoret. Det viser sig bare, at det at have voksne er ret så besværligt, især når de plager om at få ny bil eller skifte job.
I ”Mor” er en dreng så ked af, at hans mor er tyk, så han skammer sig over hende og ønsker sig en ny mor. Drengen får en smagsprøve på at få en ny mor, men der er også meget andet, der bliver anderledes med en ny slank, sundt spisende dame og helt svært er det da at kalde en anden dame for mor, når hun nu ikke er det.
Det er godt at kunne rime, når man skal lære at læse og især skrive, for kan man stave til and, kan man også stave til tand, mand, land, spand mm. Derfor elsker jeg at læse både Halfdan Rasmussens børnerim og ABC, men også Marianne Iben Hansens rimehistorier. Tænk at kunne skrive en hel historie på rim! Man kan slet ikke lade være med at læse i rap-rytmen i ”Axel elsker biler”. I ”Lille frk. Pingelpot” er børnene hurtigt med på det tilbagevendende ”Um chilligum oggenokkenikkenum, della hyt pyt pingelpot, ding dappe duh”, selvom det er en lidt trist historie om at være anderledes og udenfor, fordi den lille kylling Frøken Pingelpot ikke kan sige det allermindste lillebitte pip, da hun kommer ud af ægget. Hun kan kun sige ”Um chilligum oggenokkenikkenum, della hyt pyt pingelpot, ding dappe duh”, selvom hun siger det mindre og mindre og det til sidst nærmest bliver væk og næsten ikke kan ses og høres, indtil hun finder en ven, der taler samme sprog. Og så er der lige bandebogen ”De bandeglade Badutter”, hvor en bramfri bokser, Badut, og den dejlig dame, frøken Putte, falder over hinanden. Her bobler Marianne Iben Hansen over af kradsbørstige bandeord, som leder artige børn på afveje, da Badut frier:
”Vi skal edderbroderemig ha’ bryllup,
så hatten passer.
Let nu røven og gi’ mig dit ja,
så giver jeg kaffe og basser.”
Putte betragted’ den lille mand
og sagde med rynket pande:
”Bryllup? – det kan vel nok gå an,
Men så må du ikke bande.”
Kan Badut mon holde op med det?
I ”Min uartige mund” af Kim Fupz er en pige heller ikke herre over, hvad der kommer ud af hendes mund. Hun kommer simpelthen til at sige ting til folk, som hun bare ikke skulle have sagt, men beholdt for sig selv. Hun må sporenstregs løbe hjem fra skole og tømme sin sparegris, så hun kan købe det, hun ved hjælper. Uhm!
Nogle af de bøger, jeg vælger at læse højt for børn er også nogle af dem, hvor forfatterne på en særlig måde får fortalt om den følelse man kan have af at være anderledes. Det kan nogle af de nyere billedbøger på en helt særlig måde. Mange børn i dag går rundt og ængstes over ting, vi voksne synes er noget pjat. Her kan billedbogen være med til at tale om det i billedbogens fiktive verden og hjælpe børn og voksne til at sætte ord på det i den virkelige verden, og give det plads. Hvis det samtidig giver os voksne noget at tænke over, er det et ekstra plus.
