Jon og Hemingway
Biblioteksleder Jon Madsen er bidt af Ernest Hemingways forfatterskab. Her fortæller han hvorfor.
Nogen vil sikkert kalde os for et umage par. Men vi har mindst én ting til fælles, mig og Hemingway. Og det er jagten på den gode litterære oplevelse. Jagten der startede da vi lærte at læse, og som varer hele livet.
Hemingway fik Nobelprisen året før jeg blev født, og han skød sig inden jeg lærte at læse. I skolen mødte jeg ham ikke, det var først på bibliotekets hylder for de rigtigt voksne at jeg spærrede øjnene op for denne kompromisløse forfatter, der kunne spidde en situation til sin pen med ganske få ord og sætte ord på både de mindste og de største følelser på samme tid: Brutal og sart, voldsomt inderlig, sensitiv og fandenivoldsk, stormende og blikstille, men aldrig ligegyldig. Hans skrivestil dannede skole og blev kendt som telegramstil: han begyndte som reporter, fortsatte med at gøre nogle reportager til noveller og fik det hele kombineret til nogle skelsættende romaner. 'Farvel til våbnene' er blevet filmatiseret flere gange, og Tom Kristensen kaldte den for Vor tids fineste kærlighedsroman. Hemingway fortæller ud fra sine egne oplevelser ved fronten under Første Verdenskrig, og vi er så tæt på at man tror at det hele er selvoplevet. Det passer kun delvis. Der er klare træk af forfatteren i den sårede hovedpersons forelskelse i sygeplejersken, men Hemingway brugte sine fortællinger til at opbygge en myte om sig selv som den frygtløse skribent: altid med i første række når det går løs, og uden at sky hverken ild eller vand for at levere sine mesterværker.
Den myte gav ham ikke alene 4 ægteskaber, men også fast arbejde i verdens brændpunkter når han ikke kunne holde sig i ro derhjemme. Han noterede situationerne ned og kunne gemme sine små lapper i mange år, inden de til sidst blev sat sammen og gav ny mening som brikker i et puslespil. Han arbejdede på 'Der er ingen ende på Paris', som bygger på hans oplevelser i starten af 1920´erne, lige til han døde i 1961. Da var han også i gang med 'Edens have', som han startede på i 1946. Den blev først udgivet i 1986, og det er hans mærkeligste bog. Det virker som om handlingen med vilje ikke er afsluttet, men står og blafrer i vinden på sidste side, inviterer læseren til selv at fortsætte en uvirkelig fortælling hvor alle normer, skel mellem køn og kønsroller, drømme og virkelighed er ophævet og kun fortællingen lever videre. Læs den – og gå så selv på jagt efter slangen i paradiset. Hun er der.
Hemingways bøger finder du på eReolen. Og jeg sender ham tit en tanke, når jeg har haft lejlighed til at citere ham for et eller andet. Hvorefter han nikker fra sin sky et sted i Edens have og svarer ”Ja, jeg kunne nu nok have sagt det noget kortere end dig.”