Danmark og Tunesien - Børnenes U-landskalender
På DR Ramasjang kan du lige nu følge Hr. Skæg og Motor Mille i jagten på regnbuens guld, som fører dem til Tunesien. Serien er en del af fortællingen om Børnenes U-landskalender og Danidas hjælpearbejde i udviklingslande - og bibliotekerne er med.
I løbet af de næste fire uge kan du åbne fire "låger" i form af en nyhed, som sætter spot på Tunesien, hvor hjælpearbejdet foregår i år. Du kan også komme ned på biblioteket med dine børn eller børnebørn og opleve nogle af de spændende ting, som Hr. Skæg og Motor Mille finder ud af om Tunesien, på egen hånd.
På biblioteket kan I løse opgaver, som gør jer klogere på Tunesien, og hvordan det er at være barn i Tunesien. Sammen kan I snakke om, hvilke forskelle der er, når man bor i et land som Danmark, og når man bor i et udviklingsland som Tunesien, og hvorfor det er vigtigt at hjælpe nogle lande.
Forskelle på Danmark og Tunesien
Danmark ligger i den verdensdel, der hedder Europa, og Tunesien ligger i den verdensdel, der hedder Afrika. I Danmark taler vi dansk, og i Tunesien taler folk arabisk, men de fleste tunesere taler faktisk også fransk.
Der bor dobbelt så mange mennesker i Tunesien end som i Danmark. I Danmark bor der nemlig ca. 6 millioner mennesker, men i Tunesien bor der hele 12 millioner mennesker.
Hvordan er det mon at bo i Tunesien?
Vidste du, at Tunesien er næsten fire gange større end Danmark? Men det meste af Tunesien består faktisk af ørken – næsten halvdelen af Tunesien er dækket af Sahara-ørkenen. Selvom der er meget tørt og varmt i ørkenen, lever der alligevel mange forskellige dyr, som bl.a. ørkenræven, skorpioner, sølvmyrer og ørkenvaranen.
Det er faktisk en god idé, at have en dromedar, når man bor tæt på Sahara-ørkenen. Den kan nemlig godt lide varmen, og så er den god til at gå i det bløde sand, derfor er den et perfekt transportmiddel end for eksempel en bil, som har det svært med det bløde sand.
I Tunesien har de mange eksotiske dyr, som vi ikke har i Danmark, og nogle af dem er faktisk også giftige. For eksempel er det en god idé at sætte sine sko op på noget højt som for eksempel en stor, når man ikke har dem på. Ellers kan man risikere, at der kravler skorpioner ned i dem, og skorpioner kan stikke og er giftige.
Det kan godt være, at vi synes, det er lidt køligt, at der lige nu kun må være 19 grader i klasselokalerne, men i Tunesien kan klasselokalerne slet ikke varmes op. Det betyder, at der om vinteren er så koldt, at lærere og elever er nødt til at beholde deres overtøj på for at kunne holde varmen. Så slemt står det trods alt ikke til hos os.
Hvordan holder de jul i Tunesien?
I julen er der i mange danske hjem sat en skål dadler frem, som man kan gå og snacke. Disse dadler kan være fra Tunesien, da Tunesien er et af de lande, som dyrker rigtig mange lækre dadler – faktisk har de hele 150 forskellige slags dadler. Det siges, at de allerbedste dadler kommer fra Tunesien.
I Danmark holder vi jul, og i mange tilfælde er det i den kristne version med juletræ, kirkebesøg, mad og gaver. I Tunesien består befolkningen dog nærmest udelukkende af muslimer, og derfor fejrer de i stedet den muslimske tradition ”Eid”, som er en afslutning på Ramadanen. Eid betyder "højtid" eller "fest", og den fejres også med mad og besøg af familien samt gaver til børnene ligesom den kristne jul.
Er I blevet interesseret i at vide endnu mere om Tunesien og forskellene imellem Danmark og Tunesien, så besøg dit bibliotek, hvor I kan opleve en spændende udstilling og løse sjove opgaver.
I kan også læse mere om Tunesien og Børnenens U-landskalender på: https://2022.u-landskalender.dk/
Herunder kan I også få inspiration til bøger, hvor I kan lære endnu mere om dromedarer, Eid, flag og meget mere.