Om dette arrangement
Filosofisk dannelsesrejse (10)
Dannelse er en ejendommelig selvfrembringende adfærd, og den kan principielt ikke målstyres. Dannelse er en livslang anden fødsel, herunder beundringsøvelser og træning af dømmekraften. Dannelse er at arve traditionen kritisk overskridende. I Bibelen står der, at mennesket er skabt i Guds billede, og på tysk hedder dannelse ’Bildung’. Historisk og idéhistorisk har dannelsesidealerne holdt mange flyttedage. Tænk blot på nation(alisme), historie, videnskab, sprog, kultur og indlæring… og meget senere læring, kompetencer, omstillingsparathed og innovation. Har kapitalismens afsubstantialisering af alt og alle gjort alle dannelsesidealer porøse og udskiftelige, og er uddannelsespolitikken degenereret til primært at blive bedrevet som dannelsesindifferent arbejdsmarkedspolitik?
I 2024 lyder mit pædagogisk-filosofiske og samtidskritiske grundspørgsmål: Hvad skal der sættes i og på spil i dannelsens spejl, så det undgås, at vi kommer til forstå os selv som strategiske, opportunistiske og kortåndede aktører, der kigger ind i et tomt spejl?
Aftenens oplægsholder: Steen Nepper Larsen, cand.mag., lektor, DPU
Entré: 150,- (Mobilepay), for medlemmer af Ældre Sagen 75,- kr. og unge under uddannelse med studiekort 50,- kr.
Den samlede pris for alle 10 foredrag i række er 1000,- kr. Se mere om tilmelding i programmet.